Forskellighed på plakaten i hummel kampagne


Det er anderledes kroppe, som poserer i T-shirts på hummel.dk. To af modellerne er ‘Pærfekte’ modeller og stiller op i årets Plads til forskelle-T-shirt designet af Tessa i et samarbejde med hummel og Grøn.


Normalt ser vi ikke modeller med brandmærker, i en kørestol eller med parkinson på modeindustriens plakater. Men Muskelsvindfondens projekt “Pærfekt” er netop sat i verden for at udfordre vores syn på, hvad vi opfatter som ‘normalt’ og smukt.

Pærfekt gør op med de ensidige kropsidealer, vi møder hver dag – og viser, at der findes mange måder at være krop på. Det er en af de ting som Muskelsvindfonden, som står bag Pærfekt projektet, arbejder for:

“Vi er helt blæst bagover af det overskud som t-shirten har generet til Pærfekt – og samtidig er det første gang, at vores Pærfekt-modeller bliver brugt af en kommerciel samarbejdspartner. Det åbner nye døre for repræsentation og nedbrydelse af fordomme. Sammen kan vi sætte fokus på, at skønhed findes i forskellighed. Vi mener, at alle kroppe er smukke – ikke perfekte, men pærfekte,” siger Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden.

Det er netop helt bevidst, at projektet “Pærfekt” har den lille stavefejl i sit navn, forklarer Simon Toftgaard, da projektet netop handler om et opgør med perfekt med ‘e’. 

Modeller viser forskellene frem

Vi skal kunne spejle os i modeller som mennesker. De skal være et billede af dig og mig – og af os alle. Ikke nødvendigvis på samme tid men på skift og med alle vores forskelligheder. Derfor er det vigtigt, at modellerne i årets Plads til forkelle T-shirt afspejler netop det. To af modellerne, som poserer for hummel, er en del af Muskelsvindfondens projekt Pærfekt Croquis


Henrik Føhns er 64 år og Pærfekt-model med parkinson:  


“Jeg tror, at en god måde at skabe plads til forskelle på er simpelthen ved at vise forskellene frem. At kunne træde frem og sige; “jamen, jeg er anderledes end jer andre, og det er okay,”

- Henrik Føhns


Overskuddet fra salget af årets Plads til forskelle T-shirt går til Pærfeks arbejde med at nedbryde perfekthedskulturen.  

Sofie Henriksen er en af modellerne i den nye foto-serie og har 3. grads forbrændinger på 35 procent af sin overkrop:

“Jeg har valgt at være med på billederne, fordi det er vigtigt at vise, at en størrelse 2 x XL eller større sagtens kan være model for hummel og sagtens kan være smuk og bære en T-shirt som denne lige så pænt, som en størrelse small kan,” siger hun.

“Hos hummel mener vi, at sport og fællesskab skal være for alle – og det samme gælder måden, vi repræsenterer mennesker på. Med dette samarbejde ønsker vi at være med til at udfordre de snævre kropsidealer og skabe mere plads til forskellighed. ‘Pærfekt’-projektet sætter fokus på noget vigtigt, og vi er stolte af at kunne bruge vores platform til at vise, at der ikke findes én rigtig måde at se ud på. For os handler det om at hylde det ægte og det menneskelige – præcis som det er,” siger Casper Bjørnmose, Country Manager hos hummel.  

Dette års Plads til forskelle-T-shirt er som nævnt udsolgt landet over, men kunne købes via hummels hjemmeside på hummel.dk, i udvalgte SPORT 24 og i hummels butikker landet over.